OM PAKHUSET

I 1912 købte møbelhandler Holger Marthinsen ejendommen St. Sct. Pederstræde 2. I bygningen ud mod gaden, hvor det tidligere havde været lokaler for logerne ”Steen Steensen Blicher” og ”Hans Tausen”, indrettede han maler-, snedker-, og sadelmagerværksteder samt beboelse. I 1926 gennemførte han en omfattende modernisering af ejendommen.

Samme år som han overtog ejendommen i St. Sct. Pederstræde, byggede han pakhuset. Hovedformålet var at indrette et lager, men efterhånden benyttede firmaet Mathinsen de fleste af lokalerne i pakhuset til udstilling af møbler. Allerede i 1932 indgik sønnen Gunnar i kompagniskab med faderen Holger og i 1941 overgik virksomheden helt til Gunnar Mathinsen. Han drev forretningen indtil 1972, hvor han solgte ejendommen – og dermed også pakhuset – til Handelsbanken.

Holger Marthinsen var en driftig mand, født og opvokset i Dumpen. Han stod i lære hos sin far og drog derefter til USA, hvor han opholdt sig i 3 år. I 1907 var han i Viborg igen og startede sin egen virksomhed i Sct. Mathias Gade. I 1912 købte han som nævnt St. Sct. Pederstræde 2. Også Sct. MathíasGade 54 købte han ( i 1916) og moderniserede. I to omgang havde Marthinsen også hovedgården Hald i sin besiddelse, 1920-1923, 1933-1937. I 1939 købte han en hektar jord af Viborg Kommune og byggede Broparken. Villaen ”Nyvang” på Sønæs er også bygget af H. Marthinsen. I 1939 startede han Jysk Møbelindustri i udbygningerne til ”Nyvang”.
Som en slags hobby havde Marthinsen hønsehold, ikke kun for æggenes skyld, han udstillede også og vandt præmier. I forbindelse med hønseholdet var han med til at starte et fjerkræslagteri i Randes i 1933. I 1923 kom han i tilsynsrådet for Jydske Købstæders Hypotekforening, og i en del år var han medlem af Erhvervsrådets Boligselskab.

Sidst opdateret: 22.05.2014